Turen uden podcast

Jeg har gået den samme tur i syv år. Ned ad vejen, forbi boldbanen, rundt om søen, hjem. Fyrre minutter, hvis jeg ikke stopper.

I omkring seks af de syv år har jeg haft noget i ørerne. Podcast, lydbog, en gang imellem musik. Turen var transporttid, som jeg fyldte ud, ligesom man fylder ventetid ud i en kø.

I foråret glemte jeg mine høretelefoner, og fordi jeg allerede var nået halvvejs ned ad vejen, gik jeg bare videre. Det var oprigtigt ubehageligt de første ti minutter. Jeg lavede lister i hovedet. Jeg gennemgik en samtale fra dagen før og forbedrede mine replikker. Jeg overvejede at vende om.

Så skete der noget omkring boldbanen. Ikke noget stort. Jeg lagde mærke til, at der var en fugl, der lavede en meget insisterende lyd i et træ, og at jeg ikke havde nogen anelse om, hvilken fugl det var, selvom jeg har gået forbi det træ tusind gange.

Jeg vil ikke overdrive det her. Jeg fik ingen åbenbaringer, og jeg blev ikke et roligere menneske. Men jeg kom hjem med en anden fornemmelse i kroppen, end jeg plejer, og jeg har gjort det siden, to eller tre gange om ugen.

Det, jeg tror der sker, er noget banalt. Hjernen har brug for tid uden input. Ikke meditation, ikke mindfulness, ikke noget med en app. Bare tid, hvor der ikke bliver hældt flere ting ind i den. De fleste af os har afskaffet den tid fuldstændigt uden at bemærke det. Køen i Netto, bussen, opvasken, gåturen, alt sammen fyldt.

Der findes forskning i det her, om vandring i grønne omgivelser og om hvad der sker med hjernens aktivitet, når man ikke løser opgaver. Jeg har læst noget af det, og det er interessant nok. Men jeg har mistanke om, at jeg ville have opdaget det samme uden.

Det, jeg savner mest, er i øvrigt ikke podcasten. Det er følelsen af at få noget fra hånden imens. Der er noget i mig, der har svært ved at acceptere fyrre minutter, hvor jeg ikke også lærer noget eller holder mig opdateret. Det er formentlig det, der er problemet.

Jeg har stadig høretelefoner med de fleste gange. Men nu er det et valg og ikke en refleks, og cirka hver tredje gang lader jeg dem blive i lommen.

Fuglen var i øvrigt en gærdesmutte. Det tog mig tre uger og en app at finde ud af, hvilket måske er hele pointen om, hvor svært det er.