Sådan kom jeg i gang med styrketræning som 46-årig

Jeg havde undgået det i tyve år. Vægte var noget for folk med proteinshake i bilen, og jeg havde en cykel, så det måtte være nok.

Så begyndte min ryg at brokke sig, når jeg havde siddet ned i tre timer, og min fysioterapeut sagde det, fysioterapeuter siger: du mangler styrke. Det er ikke særligt sjovt at høre, men hun havde ret.

Det er halvandet år siden nu. Her er, hvad jeg ville have haft gavn af at vide fra start.

Du taber muskelmasse hurtigere end du tror. Fra omkring 30-årsalderen forsvinder der lidt hvert år, og efter 50 går det stærkere. Det er ikke bare et spørgsmål om at se veltrænet ud. Det handler om at kunne bære indkøb, rejse sig fra gulvet og undgå at falde, når du er 75. Styrketræning er en af de få ting, der beviseligt bremser det.

To gange om ugen er nok. Jeg troede, jeg skulle i fitnesscenter fire gange om ugen for at det talte. Det skal jeg ikke. To sessioner på 40 minutter giver langt størstedelen af udbyttet, og det er en plan, der overlever en travl arbejdsuge.

Der er fem øvelser, der dækker det meste. Squat eller benpres, en trækøvelse, en pressøvelse, noget for baglåret og noget for maven. Alt andet er krymmel. Jeg brugte de første tre måneder på at lave alt for mange øvelser, fordi jeg havde læst et skema på nettet.

Formen først, vægten bagefter. Jeg fik en time med en træner i starten, hvilket var de bedst brugte 500 kroner i hele projektet. Hun rettede min squat på ti minutter og sparede mig sandsynligvis for en skade.

Det gør ondt i tre uger. Ømheden efter de første gange var oprigtigt latterlig. Jeg gik ned ad trapper sidelæns. Det holder op, og det er ikke et tegn på, at du er for gammel.

Fremgangen kommer i tal, ikke i spejlet. Det tog fire måneder, før jeg kunne se noget som helst. Men vægtene på stangen steg fra uge to, og det var faktisk mere motiverende. Jeg skriver stadig ned, hvad jeg løfter.

Det, jeg ikke havde regnet med, var humøret. Jeg sover bedre, og jeg har mindre af den der lavintense uro om aftenen. Det er ikke noget, jeg kan bevise, men det er den grund, jeg bliver ved.

Ryggen brokker sig i øvrigt stadig af og til. Bare sjældnere.