Spørger du om lov før du poster et billede af dit barn?

Spørger du om lov før du poster et billede af dit barn?

Spørger du om lov før du poster et billede af dit barn?

Jeg er blevet inspireret til at skrive et indlæg, om at poste billeder af sine børn på internettet, da færden på internettet er noget jeg taler meget med specielt min søn om, da han gerne vil være youtuber.
Hvad er okay at dele med hele verden på internettet og hvad bør man ikke dele? Hvad kan man forvente at opleve af kommentarer på et indlæg eller en video man poster osv. Jeg mener det er vigtigt at forberede sine børn på de sociale medier, på godt og ondt. Nogle mennesker kan være virkelig grove i deres kommentarer, også selvom det kun er et barn der sidder som modtager i den anden ende.

Så er der os forældre… Mange poster billeder og videoklip af deres børn på liv og løs, blandt andet på facebook, twitter og instagram, i begejstring fordi Anthon lige har lært at gå, Sofie har fået 12 i engelsk eller af lille søde Oliver på 2 måneder, som ser såååå nuttet ud når han sover, spiser osv. Disse billeder virker jo helt uskyldige og vi som forældre er jo bare stolte over vores børn og ønsker at dele det med andre.

Jeg er ikke bedre end andre, jeg har selv gjort det.

Da jeg blev mor for første gang og hele mit liv forandrede sig og handlede om dette lille nye væsen, delte jeg også billeder af min søn. Dengang var jeg ikke på sociale medier, men delte i form af en “lukket” hjemmeside, hvor familien havde adgangskode. Jeg boede på Sjælland og den tætteste familie boede på Bornholm, så for at de kunne følge lidt med, var dette en god idé. Det er det stadig hvis hjemmesiden er opbygget i et sikkert system og er beskyttet af en adgangskode.
Som forældre skal man have i baghovedet, at når det kommer til internettet, så er man aldrig helt sikker, da en hjemmeside kan hackes. Også ekstremt sikre hjemmesider. Der har i medier inden for de sidste 2 år været skrevet om at CPR-registeret og NemID som har været under hackerangreb. Hvor meget hackerne præcist har fået adgang til, er usikkert, men det er skræmmende at det kan ske.
Alt ligges i dag i databaser på internettet; vores cpr-nr., vores sundhedsoplysninger, korrespondancer via de offentlige instanser via e-boks m.fl.
Om vi vil det eller ej, så er det fremtiden. Derfor bør vi alle tænke os godt om, før vi deler oplysninger, fotos og videoer på internettet.

Jeg ville ønske at jeg selv havde fået fortalt de ting jeg i dag fortæller min søn, så jeg havde været mere opmærksom på, at det jeg delte på internettet, vil være der for altid. Når først noget er postet, er det meget svært at få det helt fjernet igen, da der findes hjemmesider med arkiver, som går flere år tilbage… for ikke at tale om google og andre søgemaskiner der konstant indsamler oplysninger.

Da jeg var i starten af 20’erne havde jeg en svær depression. I min søgen efter heling oprettede jeg et forum om emnet på internettet hvor jeg vred vrangen ud på mig selv. Dette gjorde jeg i håb om at jeg kunne hjælpe andre i samme situation og møde ligesindede. Forummet blev en succes og havde mange besøgende og voksende igennem årene… MEN… selvom jeg var blevet rask kostede denne hjemmeside med min åbenhed mig et job.
Dengang blev jeg rigtig ked af det, fordi jeg havde kæmpet mig tilbage og min depression og de tanker og ting jeg havde været igennem var fortid. Men mine skrevne ord lå stadig på internettet og det skræmte min kommende arbejdsskiver. “Desværre vi kan ikke ansætte dig alligevel.…” BUM!

Vi skal som forældre også tænke på, hvad vi deler af billeder og information om vores børn på internettet uden deres samtykke.
Syntes Oliver f.eks. det er sjovt at se et billede af sig selv som lille med mad i hele hovedet, når han er 14 år? Som voksen kan vi måske ikke se noget galt i det, men for Oliver kan det have en helt anden betydning.

Min datter på 6 år er inde i en periode hvor hun ikke ønsker jeg deler billeder af hende, hvor hun for et år siden selv spurgte om jeg ikke ville dele det og det billede. Jeg spørger altid begge mine børn om lov før jeg poster et billede af dem på internettet. Om det er på facebook, twitter eller instagram eller på denne blog. Derfor vil du også opleve at nogle billeder af min datter i mine indlæg er sløret… fordi hun ønsker det og det respekterer jeg.

Jeg tror vi som skal voksne skal vende situationen om og tænke over om vi selv ville have det fint med at andre poster billeder eller videoer af os på internettet, som vi ikke har givet tilladelse til. Jeg ville i hvert fald ikke.
Jeg har også oplevet et par gange at andre har postet billede af mine børn på de sociale medier uden min tilladelse. For det har jeg ingen respekt!
Spørg derfor altid dit barn og andre om lov, før du poster et billede eller en video.

Er dit barn for lille til at kunne forstå hvad det vil sige og kunne give sit samtykke eller sige nej, så er det dig som forældre der bestemmer, så tænk dig godt om. Se fremad og tænk over hvad du deler, for dine børns skyld!

Tak fordi du læste med.

 

Nyttige links:

Persondataloven og sociale netværk

Dette må du ikke offentliggøre

Det må du godt offentliggøre


Cori

Jeg hedder Cori Marcussen, er 39 år ung-af-sind og bosat på Bornholm. Jeg er mor til to dejlige børn, Zillass på 12 år og Kasandra på 6 år, som jeg deler 7/7 med hver deres far. Det fungerer rigtig fint.

Skriv kommentar